De to bogstaver stod med store sorte bogstaver på taget af den hvide bil:
UN – den verdenskendte engelske forkortelse for United Nations, som vi på dansk kalder FN - Forenede Nationer.
Den hvide bil blev brugt under rydningen af Ungdomshuset, og det var en beklagelig fejl, erkender Rigspolitiet nu i et svar til Enhedslistens Line Barfod.
Ifølge Rigspolitiet var der tale om en såkaldt forvogn til en blokvogn. Politiet havde gjort et stort stykke arbejde for at fjerne forskellige symboler på køretøjerne, der var udlånt af forsvaret, men ikke alt kom altså væk.
- Det er klart, at FN som forkortelse er et vigtigt symbol, som man ikke bare må misbruge. Det giver en særlig beskyttelse, og det havde intet at gøre i forbindelse med rydningen, siger Line Barfod.
Line Barfod vil nu have justitsminister Lene Espersen (K) til at undersøge, om der er begået en ulovlighed eller om det danske politi har undskyldt overfor FN.