Vinduerne er lukkede, men alligevel trænger demonstranternes råben svagt ind i Statsministeriet. Titusindvis kræver mere og mere velfærd – og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) erklærer sig helt enig.

»Jeg har jo hørt parolerne og kan skrive under på det meste: velfærd til alle. Flere penge til kommunerne. Gratis uddannelse. De løber i den forstand en åben dør ind.«

Statsministeren understreger, at VK-regeringen i dag bruger 37 milliarder kroner mere på offentligt forbrug, end da den tiltrådte for seks år siden.

Det svarer til mere end 7.000 kroner per dansker – og er så meget, at mange, senest nationalbankdirektøren, har advaret Fogh om, at han ødsler med velfærden.

»Det er jo mærkeligt, at der er nogle, der render rundt nede på gaden og siger, at vi bruger for få penge, mens andre siger, vi bruger for mange penge. Vi har brugt flere penge. Der er ikke tale om nedskæringer, der er tale om vækst.«

Aldrig færdig

Alligevel anerkender statsministeren paradokset – at selvom han givet masser af milliarder, ja, så er der mange vælgere, der opfatter det, som om han har gjort det modsatte: Sparet masser af milliarder! Hans eget bud på forklaringen er, at danskerne selv har fået det bedre.

»Når det går godt i økonomien, og folk selv moderniserer og sidder i et nyt hus med nyt køkken, fine tekniske hjælpemidler i stuen og på kontoret, så stikker det meget hårdt i øjnene, når man kommer hen og afleverer børnene i skolen og ser, at malingen skaller, og lokalerne er nedslidte.«

Jo bedre danskernes privatøkonomi er, påpeger Fogh, jo større bliver efterspørgslen efter ordentlig offentlig service. Det gælder vuggestuer, ældrepleje, uddannelse og meget mere. Han giver selv sygehusene som et konkret eksempel.

»Som politikere er vi udsat for det, at man aldrig, aldrig kan sige, at opgaven er løst færdig. Fordi sundhedsbehandling udvikler sig: ny medicin kommer frem. Nye metoder kommer frem. Alt det gør, at man altid kommer ud for et evigt pres på området. Vi kan ikke på noget tidspunkt læne os tilbage og sige, at nu har vi løst opgaven.«

Men statsministeren har selv bidraget til festen. Da han blev Venstres formand for snart 10 år siden, klagede han over, at danskerne betaler skat på 1. klasse, men spises af med offentlig service på 3. klasse.

Fogh krævede dengang enestuer til alle, som er indlagt på et hospital – og selvom han nu har haft seks år som statsminister, så er der fortsat mange stuer med flere patienter. Hvad sker der?

»Det er ikke godt nok. Jeg har ikke glemt, hvad jeg har sagt. Selvom vi har investeret mange, mange milliarder i sundhedsvæsenet og i dag er oppe på at operere 100.000 flere om året end i 2001, og vi på kræftområdet har langt flere strålinger og behandlinger end tidligere – så er det ikke godt nok.« Fogh understreger, at det er »uværdigt«, at man skal ligge på en stue, hvor der bare er forhæng mellem de indlagte, når man skal sidde og tale med sin familie om dybt personlige emner. Det er til gengældt sundt, understreger han, at danskerne har fået øjnene op for virkeligheden:

»Vi har ikke verdens bedste sundhedsvæsen. Det har mange gået og troet. Men det har vi altså ikke.«

Statsministeren pointerer, at udviklingen går den rigtige vej – vi bevæger os væk fra 3. klasse. Behandlingerne bliver bedre, flere får enestuer, psykiatrien er stærkt forbedret, men det tager tid, anerkender han:

»Det viser lidt om, at en af de dyder, som en politiker skal udstyre sig med, er tålmodighed. Men også, at hvis man stædigt holder fast ved sine ting, så er der en chance for, at man når sine mål.«

Når vi en offentlig service på 1. klasse, inden du stopper som statsminister?

»Nu er der jo ingen, der ved, om jeg stopper selv, eller vælgerne sætter en stopper for mig.«

De forkælede 68’ere

Statsministeren ligner ganske vist ikke en 68’er med sin hvide skjorte og velfrisede hår, men han tilhører alligevel næsten den forgyldte generation. De købte huse, da alle renter kunne trækkes fra i skat. De skabte fremgang på lånte penge, som yngre generationer skal betale af på. De når at få efterløn – og senest har regeringen givet dem endnu en fed bonus: 100.000 kroner i ekstra skattefradrag, hvis de bliver ved med at arbejde til, de bliver 65 år.

Hvorfor skal den generation altid have alting?

»Jeg forstår godt, at mange opfatter 68-generationen som en ret grådig og egocentrisk generation. Men synspunktet er blot, at hvad man end måtte mene om 68’erne og deres gerninger i tidens løb, så er man nødt til at tage udgangspunkt i, at i en retsstat må der gælde nogle fair vilkår, når man ændrer systemet. Når politikerne vedtager love, så må man forvente, at folk bruger dem.Men regeringens bevæggrunde handler ikke om at tilgodese en bestemt vælgergruppe eller stå vagt om dens rettigheder«.

Men tror du virkelig på, at 68’erne, din egen generation, vil holde op med at kræve og kræve, når de bliver gamle og skal på plejehjem?

»Nej, nej! Det kan også være, at jeg bliver valgt til ældrerådet på mit plejehjem.«