Går De virkelig op i alternative behandling? Sådan full-time?
Så er der gode penge i at mene, at der sundhedsmæssigt er mere mellem himmel og jord. En alternativ behandler tjener nemlig 234.000 kroner om året, hvis det er hovederhvervet og 150.000 kroner, hvis hypnotiseringen, clairvoyancen, homøopatien eller nordlys-massagen blot giver ekstra gysser i hverdagen. Og så er behandlerne - surprise - kvinder. På 49 år i snit. Det viser en stor analyse af landets 2.700 organiserede alternative behandlere, skriver Kræftens Bekæmpelse.
En halv million klienter
Det er ikke så få, der ernærer sig ved helbredelse, hvor troen skal flytte bjerge, når nu dokumentationen for hovedparten af de alternative metoder har svært ved at overbevise videnskaben.
Men det er også ligegyldigt, for folk er tossede med det alternative. En halv million klienter bliver det til hvert år, viser analysen.
Den stigende søgning mod det alternative gør, at der i Danmark er 50 alternative behandlere per 100.000 indbyggere, mens der er 65 praktiserende læger og 54 tandlæger.
Nogle behandlere er grundige. F.eks. fører alle homøopater fører journaler. Det kan man ikke sige om de clavoriante. Her noterer 63 procent intet på papir.
Nåle og sakral-punkter
Der er tre helt centrale grunde til, at behandlerne endte som behandlere. Enten har man selv prøvet alternativ behandling, læst om det eller blot været utilfredse med det etablerede sundhedsvæsen.
Men for en del af kvinderne med alternative evner er det etablerede system ikke ukendt. Mere end hver fjerde har en sundhedsfaglig uddannelse. Især akupunktører har andre sundhedsfaglige egenskaber end kendskab til nåle og sakralpunkter. Her er hver anden er uddannet inden for det etablerede system.
Sådan er det ikke for hypnotisører. Kun fire procent med evner for trance er fedtet ind i sundhedsvæsenet.
Meget få patienter bliver henvist fra de hvide kitlers verden. Derfor er internettet, De Gule Sider eller mund-til-mund-taktikken de foretrukne metoder. Og det fungerer altså fint.