Supermarkedsgiganten Coop har åbnet et stort slagteri ved Århus, der i fremtiden skal hakke kød og skære koteletter for alle koncernens supermarkeder. Men friskhakket kød kan kun holde sig i et døgn. Derfor vil Coop pakke kødet i en beskyttende atmosfære - en såkaldt gaspakning - og dermed kan kødet holde sig i op til 6-8 dage.
Det møder hård kritik fra forsker, Ina Clausen, der tidligere har forsket i smagen af det gaspakkede kød på Slagteriernes Forskningsinstitut. Hun udtaler til DR Nyheder, at det er en 'ærgerlig' udvikling.
"Det smager ofte 'genopvarmet' - ligesom en flæskesteg dagen efter. Og så bliver det mere sejt og tørt, jo ældre, det er," fortæller Ina Clausen.
Det afviser Jens Juul fra Coop.
"Det er en kæmpe gevinst for forbrugerne. Det betyder rigtig meget for fødevaresikkerheden," udtaler han til DR.
Kilde: Dr.dk