Det var ikke rigtigt, da Naturklagenævnet godkendte Bilka-butikken i stormagasinet Fields på Amager i København.
Det har Østre Landsret netop afgjort.
Dermed er lokalplanen for området, som Naturklagenævnet godkendte tilbage i 2003, ikke gyldig.
Naturklagenævnet havde godkendt, at der kunne opføres et stormagasin med en Bilka OneStop med primært salg af dagligvarer på omkring 13.000 m², samt en Hennes & Mauritz på omkring 3.500 m² og Debenhams - nu Magasin - på omkring 8.000 m², der skulle ligge tæt på hinanden.
Men godkendelsen af en så stor dagligvarebutik strider altså i mod loven og giver dermed De Samvirkende Købmænd medhold i sagen. Det vækker ikke overraskende glæde hos administrerende direktør John Wagner.
"Det er vi selvfølgelig tilfredse med. Det viser, at der er blevet fiflet med planlovgivningen for at tillade en så stor dagligvarebutik i Fields," siger Wagner til Newspaq.
Om den store Bilka-butik skal gøres meget mindre eller helt lukke vides ikke endnu. Men Wagner regner da med, at Københavns Kommune nu må rette op på fejlen.
"Jeg forventer da, at Københavns Kommune nu lever op til afgørelsen, så byggeriet bringes i overensstemmelse med landets lovgivning. For vi kan jo ikke have, at man bare opfører dét, man synes, man har lyst til. Har man fået tilladelse til et parcelhus, kan man jo ikke bare opføre en kemisk fabrik," siger Wagner.
Kilde: Østre Landsret