Der er intet hold i beskyldningerne om, at jeg taler med to tunger. Anklagen kommer fra vores politiske modstandere, og boligskatten ligger stendød efter en S-SF-valgsejr
Sådan lyder en nedkogt version af Ole Sohns (SF) modsvar til dagens beskyldninger i Berlingske.
Her står to Saxo Bank-direktører frem og anklager næstformanden for ved et lukket møde at have talt for en hævelse af boligskatterne.
"Nu skal man lige være opmærksom på, at det er Team Saxo Bank, der er hovedsponsor for Liberal Alliance og storsponsor af regeringen, som har kastet sig ind i en støtte for Venstre. S-SF har fremlagt en klar politik, hvor vi ikke ændrer på boligskatten," siger Ole Sohn til Newspaq.
Hvad han vitterligt sagde på mødet i september, som blev afholdt af Finansrådet, vil Ole Sohn ikke ud med.
"Nu har jeg så meget pli, at når Finansrådet inviterer mig til et lukket møde med referatforbud, så refererer jeg ikke fra et sådan møde."
Finansordføreren vil dog gerne indrømme, at han har talt åbent om boligskatterne versus personskatter.
"Jeg hører ofte fra specielt erhvervsledere ønsket om i stedet for at hæve indkomstskatten, så hæver man boligskatten. Det kan der være mange grunde til at gøre, det har Vismændene også peget på. Vi har bare sagt, at sådan bliver det ikke med S-SF."