Socialdemokraternes og SF's plan om at øge arbejdstiden med 12 minutter om dagen, vil sende 11.000 danskere ud i fattigdom.
Sådan lyder konklusionen fra Finansministeriet, skriver Information.
Den øgede ulighed skyldes, at S og SF ikke planlægger, at hæve overførselsindkomsterne i takt med de lønstigninger, som de arbejdende danskere vil få, når de arbejder 12 minutter mere hver dag.
Derved vil afstanden mellem dem, der arbejder og dem, der ikke arbejder stige. Da fattigdomsgrænsen beregnes ud fra et gennemsnit af lønindtægterne vil den stige, og en lang række mennesker på overførselsindkomst vil så komme under fattigdomsgrænsen.
I venstre er man rystet over tallene.
"Det understreger sort på hvidt, at S og SF's initiativer vil skabe mere fattigdom i Danmark. Det punkterer fuldstændig deres hellige påstand om, at det er dem, der varetager de udsattes kår. Det er det bestemt ikke," siger Venstres socialordfører, Ellen Trane Nørby til Information.
De Radikales finansordfører Morten Østergaard mener, at tallene understreger, at det er bedre at afskaffe efterlønnen end at øge arbejdstiden.
Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Hansen siger, at S-SF planen først og fremmest handler om at genoprette dansk økonomi.
"Vi fastholder, at det bidrag, vi beder danskerne om at give - gennemsnitlig en time længere arbejdsuge - betyder, at vi ikke også vil bede dem om at give et ekstrabidrag for at forfølge målet om lighed," siger han til Information.
Beregningerne bygger på Arbejderbevægelsens Erhvervsråds definition af "relativ fattigdom" og omfatter personer med en indkomst, der er mindre end halvdelen af den såkaldte medianindkomst.