Det danske politi kan ikke umiddelbart gøre mere for at opklare sagen om æresdrabet på en 31-årig dansk kvinde i Pakistan for 12 dage sien.
Det siger drabschef Ove Dahl fra Københavns Politi til politiken.dk.
Ifølge Berlingske Tidende har kvindens svoger erkendt at have skudt kvinden i hovedet, fordi hun ikke fulgte hans ordrer. Svogeren og tre andre fra kvindens familie er varetægtsfængslet i Pakistan. Kvindens mand, der bor i Danmark, har også været anholdt og fængslet i tre dage, men er løsladt igen, fortæller Ove Dahl.
Venter svar fra Pakistan
Han oplyser videre, at politiet har sendt "en helt masse" oplysninger til Pakistan både via Interpol og via politiets skandinaviske forbindelsesofficer i Islamabad "i håb om at få yderligere oplysninger." Mere gør det danske politi ikke for nuværende.
- Nu er vi i den fase, hvor vi afventer de pakistanske myndigheder, om der kommer nogle oplysninger. Vi ved, at der er sket et drab i Pakistan, at man har anholdt gerningsmanden og flere implicerede mistænkte, så hvis de pakistanske myndigheder mener, at den dræbtes mand ikke er impliceret, er der ikke mere at gøre for os, siger Ove Dahl til politiken.dk.