For 13. år i træk sender TV3 underholdningsprogrammet Robinson Ekspeditionen, og hvert år bliver deltagerne presset en anelse mere end året før. I år er holdene således delt op, så halvdelen er herskere og den anden halvdel slavere.
Under første udsendelses øråd fortalte en af de mandlige herskere, hvordan han og andre herrer fantaserede om deres kvindelige slavere.
"Det vækker da ens lyster, og så er det nogle sprøde slaver, vi har," fortalte deltageren Hans Ole på 43 år.
Det blev for meget for den 18-årige Maiken, der følte sig krænket over ud seksuelle udtalelser.
"Det var bare så vammelt, det mændene sagde. Jeg blev ked af det og pissesur over situationen," siger Maiken til Ekstra Bladet.
Chikanen opstod som en direkte følge af årets tema for ekspeditionen, "herskere og slavere", men TV3 angrer ikke episoden.
"Vi vil være et program, som forarger og skaber debat," siger ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg til Ekstra Bladet.