De massive lønstigninger til topcheferne i de danske kommuner skal stoppes. Det mener Enhedslisten, der foreslår et lønloft efter dagens Avisen.dk-artikel, der afslører en lønstigning på 60.000 kr. mere om måneden til kommunaldirektørerne over de seneste ti år. Siden 2000 har kommunaldirektører og forvaltningschefer fået en årlig lønstigning på mere end 10 pct., hvilket er langt mere end hvad andre kommunalt ansatte har fået.
- Det er absurd, at kommunaldirektører og forvaltningschefer får lønstigninger, der er mange gange højere end andre offentligt ansatte. Derfor vil vi opfordre kommunerne til at overveje et lønloft for deres chefer, siger Enhedslistens kommunalpolitiske ordfører Line Barfod, der peger på, at det er " himmelråbende vanvittigt at forgylde kommunale topchefer i en tid, hvor kommunerne netop skal spare og skærer i offentlige kerneydelser".