Danmark skal blive bedre til at godkende medicin hurtigere. Som Nyhedsavisen fortalte i går, gik der adskillige år, inden Lægemiddelstyrelse godkendte medicinen Statin, der kan forhindre blodpropper og dermed redde liv.
Allerede i 1994 blev medicinens positive virkning ellers slået fast, men først i 2002 blev medicinen godkendt af Lægemiddelstyrelsen – samtidig med at prisen faldt massivt.
Regeringspartiet Venstre afviser, at der skulle være en sammenhæng mellem, at Statin faldt voldsomt i pris, og at den i dag er Danmarks mest solgte medicin.
Men partiets sundhedsordfører erkender, at der er plads til forbedringer.
- Vi har et problem i Danmark med at få ny medicin implementeret hurtigt nok. Når der findes medicin, der kan forbedre menneskers liv, skal det selvfølgelig på markedet hurtigst muligt, siger Birgitte Josefsen (V).
Kræver redegørelse
Også De Radikale mener, at sagen giver anledning til at se nærmere på, hvordan vi godkender lægemidler i Danmark.
- Vi må finde ud af, hvilke mekanismer der gør, at vi godkender bestemte lægemidler, for den konkrete sag er jo heller ikke den første. Vi er nødt til at se på, om der går for lang tid, før medicin kommer på markedet, hvis det er bevist, at det kan redde liv eller behandle kroniske smerter, siger sundhedsordfører Lone Dybkjær (R).
Enhedslisten mener ikke blot, at det skal gå hurtigere med at godkende effektiv medicin. Det skal også løsrives fra økonomiske interesser, hvilket partiet ikke mener er tilfældet i dag.
- Det er min klare opfattelse, at godkendelserne af ny medicin meget ofte hænger sammen med prisen, siger Enhedslistens sundhedsordfører, Per Clausen.
Partiet vil nu kræve en redegørelse fra Sundhedsminister Jacob Aksel Nielsen (K) om, hvorfor Statin først blev godkendt, da den blev markant billigere, og flere år efter at det var blevet dokumenteret, at den kunne redde ét menneskeliv om dagen.