Nu må politikernes løn-populisme stoppe. Det er budskabet fra næstformand i Kommunernes Landsforening, venstremanden Erik Fabrin.
Først sendte Lars Løkke onsdag sine ministre fem procent ned i løn, så krævede DF at folketingsmedlemmerne fulgte trop, og i dag er Birgitte Josefsen (V) nu gået til kamp for at skære i regionsrådsmedlemmernes vederlag.
Men det er nonsens, og det skal stoppe nu, mener Birgitte Josefsens partikollega.
"Nu må man holde op med at konkurrere med hinanden om den slags forslag. Det vil overhovedet ikke gavne statens budget i sidste ende, det er ren og skær symbolpolitik," siger Erik Fabrin (V) ifølge Ritzau.
Fabrin mener, at kommunalpolitikere faktisk får alt for lidt i løn. Selv hæver han 720.000 kroner om året med sin borgmestertitel i Rudersdal Kommune, mens et menigt medlem af kommunalbestyrelsen må nøjes med 100.000 kroner.