Hun græd hele vejen hjem i bilen med sin tre timer gamle søn på bagsædet.

Det, der skulle havde været Jannie Grandt og Martin Andreasens største oplevelse, blev til en forvirrende og hektisk fødsel på et strejkeramt sygehus i Horsens.

- Det er så uretfærdigt, at jeg helt uforskyldt bliver taget som gidsel i deres kamp for mere i løn, siger Jannie Grandt fire uger efter den meget skræmmende oplevelse for den førstegangs fødende.

Små tolv timer før Jannie og Martin spænder deres spæde søn fast i autostolen, går vandet hjemme i deres hus på landet mellem Horsens og Vejle.

Jannie ringer til fødegangen og siger, at nu er vandet gået. Hun får besked på at gå i seng og vente på veerne. De kommer to timer senere, og Jannie ringer igen.

Så får hun at vide, hun skal tage en Panodil og et varmt bad, men badet sætter bare veerne endnu mere i gang, og da klokken bliver seks om morgenen, tør det unge par ikke blive hjemme mere. Jannie ringer tredje gang og oplyser, at nu er de på vej. De får at vide, at der er travlt, så de skal regne med ventetid.

Tør i halsen

På fødegangen på Horsens Sygehus bliver Jannie taget imod af en sød jordemorder, der konstaterer, at hun er ni centimeter udvidet og skal i gang med at føde med det samme.

- Jeg tænkte, at der nok var masser af tid, for jeg skulle jo føde for første gang, siger Jannie.

Men Magnus ville hurtigt til verden, og Jannie følte sig i gode hænder hos jordemorderen.

- Mens jeg lå og pressede, blev jeg så tør i halsen, så jeg bad om noget af drikke, men hun sagde, at hun ikke måtte hente noget til mig, siger Jannie, der så måtte undvære Martin, men han gik ud og ledte efter noget at drikke til sin fødende kone.

En time og et kvarter senere var Magnus kommet til verden. Han blev lagt på hendes mave, hvor han både tissede og lavede. 10 minutter senere, mens Jannie blev syet, sagde jordemoderen;

- I skal vide, at afdelingen er strejkeramt, så I må kun være her i fire timer, genfortæller Jannie, der hverken havde fået mad eller drikke, siden veerne begyndte ni timer tidligere.

Størknet blod

Martin købte noget mad til dem, for på grund af strejken kunne de ikke få mad på sygehuset som normalt.

- Vi spurgte jordemoderen, om vi måtte blive og spise manden, og hun svarede, at det kan vel ikke tage så lang tid at spise, så det går nok, fortæller Jannie, mens hun nusser Magnus på kinden.

Efter den besked besluttede parret at de hellere måtte gå, for de følte, at de var i vejen, selvom de kun var på sygehuset i tre timer, hvor de ifølge strejkereglerne faktisk har krav på fire timer. Jordemoderen lovede, at hun ville ringe den næste dag.

Kort tid efter stod den nybagte mor på parkeringspladsen med sin lille nyfødte søn i armene og anede intet om amning, eller om hvordan man holder sådan et lille menneske.

- Jeg græd hele vejen hjem i bilen, siger Jannie i dag.

- Jeg havde størknet blod ned af benene og i mine ballerinasko og afføring og tis på maven, selvom jeg havde forsøgt at vaske det af i en lille håndvask på sygehuset, siger Jannie, der ikke vil kritisere den jordemoder, der hjalp hende med fødslen.

Kæmpestore spørgsmål

- Jeg følte ikke, at fødegangen lyttede til mig, da jeg ringede ind, og jeg føler mig svigtet over, at de sendte mig hjem med en lille nyfødt dreng, som jeg intet andede om, hvordan jeg skulle passe, siger Jannie. Jordemoderen ringede ikke næste dag, og sundhedsplejersken kom først på besøg efter en uge.

I dagene efter fødslen sov hun slet ikke, fordi hun var så bange for, at Magnus skulle stoppe med at trække vejret.

Alle små tvivlsspørgsmål voksede sig kæmpestore for Jannie, der ikke kunne spørge nogen fagfolk om råd.

- Jeg sad og tudede, fordi der var så meget, jeg var i tvivl om. Samtidig var jeg så vred, fordi hver gang der var noget, som jeg ikke kunne finde ud af, så følte jeg, at det var deres skyld, siger den nybagte mor, der bare prøvede sig frem i rollen som mor.

Hun var bange for, at følelserne af forvirring, vrede og svigt, der væltede ind over hende, ville ende i en fødselsdepression, men sådan gik det heldigvis ikke. I dag har den lille familie det godt, og Magnus trives og vokser.

- Jeg bidrager til velfærdssamfundet, som strejken forhindrede mig i at benytte, og det har jeg svært ved at tilgive. Det, som skulle have været en god og tryg start på et nyt lille liv, blev en start med mange frustrationer og grædte tårer, lyder det var den unge mor.