Den syngende rengøringsassistent Michael Bjørnson og hans kone Maria fra Talent 09 er kommet i klemme, efter at Ekstra Bladet i går kunne afsløre, at parret har forsøgt at plante historier om de andre deltagere til medierne for at de kunne blive sat i et dårligt lys.
Nu kræver DR's underholdningsredaktør Jan Lagermand Lundme en forklaring og har bedt Michael og Maria om et møde, så han kan høre deres version.
"Jeg er på alle deltagernes vegne meget ked af, at det har udviklet sig på denne måde. Vi tager derfor allerede en snak med de andre deltagere i dag (søndag, red.), og i morgen har jeg bedt om et møde med Michael og Maria. Dels for at høre deres version, men også for at understrege over for dem, at det ikke er acceptabelt, hvad Ekstra Bladet kan afsløre," siger Lagermand Lundme.
Trods alvorlighederne får det syngende par dog alligevel lov til at fortsætte i konkurrencen.