En nat sammen med Italiens enevældige hersker Silvio Berlusconi kan være et springbræt for karrieren. Det oplever den 42-årige prostituerede Patrizia D'Addario lige nu.
Den prostituerede havde dokumenteret sin affære med Berlusconi så detaljeret, at det er hævet over enhver tvivl, at de har plejet intim omgang.
D'Addario optog nemlig deres samtaler og filmede hans soveværelse med kameraet i sin mobiltelefon, og det har virket så overbevisende, at en fransk natklub nu har inviteret hende med til en hyldestfest for Berlusconi.
"Denne affære mellem Silvio Berlusconi og Patricia D'Addario tændte os," siger natklubbens ejer Benjamin Patou ifølge Ekstra Bladet.
Til festen vil alle gæster bære Berlusconi-masker, og personalet vil bære fodboldtrøjer fra premierministerens fodboldhold, AC Milan. Om Berlusconi kan finde den rette maske til selv at deltage, melder historien ikke noget om.