Vi forventer at blive raske, når vi tager på hospitalet. Men faktum er, at 5000 patienter hvert eneste år dør på hospitalet - ikke af sygdomme, men af lægefejl. Det skriver Ekstra Bladet.
Det svarer til, at 14 danskere hver eneste dag dør som følge af blandt andet forkert medicin eller dårlig hygiejne.
Det vækker harme i Patientforeningen.
"Det er et helt uacceptabelt højt tal. Det svarer jo til, at en flyvemaskine falder ned hver eller hver anden uge. Det er som om, at de her fejl bare får lov til at fortsætte med at ske ude på sygehusene," siger talsmand for Patientforeningen, Karsten Skawbo-Jensen, til Newspaq.
Forkert medicinering er den mest almindelige fejl på sygehusene og udgør 34 procent af alle såkaldt utilsigtede hændelser - og at tallet er så højt, undrer Karsten Skawbo-Jensen.
"Gennem flere år har fejlmedicinering været det store dyr i åbenbaringen. Og det er altså en gåde, hvorfor det er så svært for det danske sundhedsvæsen at få den rigtige pille i den rigtige mund," lyder kritikken fra Karsten Skawbo-Jensen.
Chef for Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Beth Linja, mener, at halvdelen af dødsfaldene kunne undgås. På Hvidovre Hospital mener vicedirektør Torben Mogensen, at der skal laves bedre standarder for de forskellige behandlinger.
De mange forskellige behandlinger skaber nemlig grobund for fejl, forklarer han til Ekstra Bladet.