Undervisningsminister Bertel Haarder opfordrer flere skoler til at bede fadervor og synge salmer.
"Det er tilladt og endda meget tilrådeligt at synge salmer, men børnene skal kunne fritages," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det siger han i forbindelse med sagen fra Nørre Nissum skole i Vestjylland, hvor skolelederen ikke vil fritage eleverne fra det daglige fadervor.
Det har fået foreningen Humanistisk Samfund til at protestere og påpege retten til religionsfrihed.
Men undervisningsministeren ser intet galt i salmesang og bønner.
"80 procent af børnene er døbt ,og ved dåben bliver der bedt fadervor, så det er vel ikke så mærkeligt, at de skal bede fadervor i skolen," siger Bertel Haarder.
Han understreger dog, at man ikke kan tvinge børnene til bønner.
"Skolen kan selv bestemme, om det skal ske ved morgensamlingen eller i kristendomsundervisningen. Man er bare nødt til at fastholde at både kristendomsundervisning og fadervor kan man fritages for."