Da den franske læge Christian Chenay tog imod sine første patienter i 1951, var der stor fokus på penicillin.
Nu, hvor han er 98 år, praktiserer han stadig i en forstad til Paris, hvor nogle af hans patienter er kommet hos ham i årtier.
Chenay, som ikke selv har nogen problemer med sit helbred, har ikke en gang brug for briller, under sine konsultationer.
- Når man er over 60 år, så bliver man hurtigt som de ældre. Den ene dag er det kortspil og bingo den næste - og så sudoku. Man ender som komplet idiot, så det er bedre for mig at fortsætte som læge, siger den 98-årige, der tager imod patienter to gange om ugen.
Chenay, som er fra Angers i det vestlige Frankrig, var svejser, inden han blev læge, og hans praksis er ikke præget af højteknologi. Han har ingen computer eller fax. Men han siger, at han holder sig opdateret gennem lægetidsskrifter online.
Igennem næsten syv årtier har han taget imod patienter. Han taler om et nyt fænomen, som er patienter, der fejlagtigt giver sig selv diagnoser ved at læse for meget om sygdomme på nettet. Og så opsøger de deres læge.
Mange beboere i Chevilly-Larue, der er et område med kun tre læger til 19.000 indbyggere, klager over lægemangel, og der er ofte kø uden for Chenays praksis.
Franske læger går som på pension, når de er 67 år, og Chenays søn, som også arbejdede som læge, er gået på pension.
Men Chenay ønsker ikke at stoppe.
- Hvis man sidder og ser tv hele dagen, så holder hovedet ikke længe, siger han.
/ritzau/Reuters
/ritzau/Reuters