57-årig ville sætte ild til sig selv på jobcenter

Krimi
Arkivfoto. (Foto: Foto: Sonny Munk Carlsen / Ritzau Scanpix)

En 57-årig russer er blevet fremstillet i et grundlovsforhør. Han er sigtet for forsøg på brandstiftelse.

Den 57-årige russiske mand, der er sigtet for at have forsøgt at antænde ild på et jobcenter i Haderslev, er blevet varetægtsfængslet i fire uger på et psykiatrisk hospital.

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi på Twitter.

Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er manden sigtet for at have hældt benzin ud over sig selv og forsøgt at antænde benzinen med tændstikker.

Det mislykkedes dog, da en opmærksom vagt fik ham stoppet, inden det kom så vidt.

Manden, der ifølge politiet er psykisk syg, er sigtet for forsøg på brandstiftelse.

Grundlovsforhøret blev afholdt ved Retten i Sønderborg.

Det er uvist, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

/ritzau/