Ikke mindre end 50 millioner kilo hollandsk oksekød kan være blandet op med hestekød de seneste par år.
Det har den hollandske fødevare- og forbrugersikkerhedskontrol gjort over 130 hollandske aftagere af engroskød fra firmaet Selten opmærksom på, skriver den hollandske avis NRC Handelsblad.
De 50.000 ton kød er blevet solgt siden 1. januar 2011 og ikke kun til hollandske virksomheder.
Kødet er også eksporteret til 370 firmaer i andre europæiske lande, deriblandt Tyskland, Frankrig og Spanien. De pågældende landes myndigheder er underrettet.
Firmaet Selten fra hollandske Brabrant er blevet tjekket af forbrugersikkerhedskontrollen, og undersøgelserne viser, at oprindelsen er uklar eller ukendt for produkterne fra virksomheden.
Kødet er siden sandsynligvis blevet forarbejdet og videresolgt.
De 130 aftagere af kødet får nu to uger til at prøve at spore, hvor kødet er endt.
Meget af kødet kan allerede være solgt videre og spist, men noget af kødet kan også ligge i frysere, hedder det i en erklæring myndighederne. Det understreges, at kødet ikke udgør en fare for folkesundheden.
En talsmand for fødevarekontrollen i Haag har meddelt, at det drejer sig om kød, der er solgt via Selten siden 1. januar 2011.
/ritzau/