De bliver flere og flere, men hjælpen til dem bliver mindre og mindre. Sådan er virkeligheden for de svageste kontanthjælpsmodtagere.
På kun tre år er gruppen af de allersvageste ledige vokset med hele 15.000 personer, og i samme periode er antallet, der bliver aktiveret, blevet halveret. Det viser tal fra Arbejdsmarkedsstyrelsen, som Ugebrevet A4 har analyseret.
Rundt regnet bliver 40.000 kontanthjælpsmodtagere efterladt på sofaen, uden at kommunen forsøger at hanke op i dem.
Når de svageste ledige ikke bliver aktiveret af jobcentrene, risikerer de at glide længere væk fra arbejdsmarkedet, advarer Thomas Bredgaard, der er lektor ved Center for Arbejdsmarkedsforskning på Aalborg Universitet.
- Faren er, at man opgiver den her gruppe borgere som arbejdskraftressource. Meget tyder på, at de i højere grad får lov til at sejle deres egen sø. Man risikerer, at man ikke får tacklet de problemer, som de har ud over ledighed, siger han til Ugebrevet A4.
Skulle en kontanthjælpsmodtager fra den svageste gruppe af ledige - den såkaldte matchgruppe 3 - endelig få et tilbud fra jobcentret, er det barberet ned i forhold til tidligere.
Tilbage i 2009 tog et forløb i gennemsnit 10 uger, mens det i dag kun varer seks. Det er problematisk, vurderer Thomas Bredgaard:
- Hvis der er noget, der virker for de svageste ledige, er det langsigtet aktivering. Gruppen har ofte sammensatte sociale og psykiske problemer, så derfor kræver indsatsen længere tid for at lykkes, forklarer han.
/ritzau/