Omkring 4000 liter flybrændstof er løbet ud i en bæk ved Flyvestation Aalborg mandag morgen.
Brændstoffet er skadeligt for planter og dyr, men Beredskabscenter Aalborg regner med at have indsamlet brændstoffet i løbet af et par timer.
- Nogle tekniske faktorer har svigtet, og det gør, at brændstoffet løber ud og ned i en bæk, siger indsatsleder Bent Tindahl til Ritzau.
Bækken er forbundet med Lindholm Å, som løber videre ud i Limfjorden.
- De kemiske stoffer er selvfølgelig ikke godt for åen, så det er en miljøopgave at begrænse skaderne på flora og fauna, fortæller indsatslederen.
Han understreger, at der ikke er antændingsfare.
/ritzau/