Det vækker harme hos 3F, at størstedelen af topchefernes pengepung blev tungere sidste år. For mens mændene på direktionsgangene hævede op til flere millioner ekstra kroner i 2012, har lønmodtagerne, ifølge 3F, været løntilbageholdende i fire år.
- Det er overraskende for mig, at man synes, at man kan sætte sin egen løn op og samtidig afskedige folk, siger Jan Villadsen, formand for transportgruppen i 3F og hovedforhandler for normalløns-området ved overenskomstforhandlingerne.
Reaktionen kommer efter en opgørelse, som Ritzau har lavet over direktionslønningerne blandt landets største virksomheder i Fondsbørsens C20-indeks. Den viser, at kun én topchef gik ned i løn i 2012, mens størstedelen fik markante lønstigninger.
Det skete, selvom flere af virksomhederne gennemgik spare- og fyringsrunder.
Jan Villadsen mener, at direktørerne sender forkerte signaler til medarbejderne, når de sætter deres egen løn op, samtidig med at medarbejderne må se langt efter flere månedlige kroner på bankbogen.
- Det sender ikke troværdige signaler om, at man mener, at der er en krise, når det ikke gælder én selv, siger han og tilføjer:
- Jeg har den holdning, at hvis man går ud og siger, at andre skal være løntilbageholdende, så bør man gå forrest selv. Og det ser det ikke ud til, at alle gør.
Hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd bliver tallene modtaget som en fortsættelse af en kendt tendens.
- Selv i tider, der har været præget af nedgang og fyringer, bliver der givet høje lønninger til dem i toppen.
- Og det flugter jo den tendens, man har set i mange år, hvor dem med de højeste indkomster er stukket af fra resten af befolkningen, siger Jonas Juul, chefanalytiker hos Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Han frygter, at udviklingen skaber et samfund med stor forskel på rig og fattig.
- Konsekvensen er, at man får et mere ulige og polariseret samfund, hvor forskellen mellem overklasse og arbejderklasse bare bliver større og større. Det betyder, at hele sammenhængskraften i samfundet er på spil, siger Jonas Juul.
For ham at se kan det betyde, at den sociale arv i fremtiden bliver sværere at bryde, fordi afstanden fra top til bund bliver meget stor. Elitens egne børn vil få det nemmere, mens børn fra underklassen får det sværere.
/ritzau/