En 29-årig mand fra Herlev skal tilbringe de næste to år og fire måneder i fængsel for seksuelt at misbruge tre mindreårige piger i en "usædvanlig grov pædofilisag", oplyser Københavns Vestegns Politi.
Glostrup Ret idømte tirsdag manden fængselsstraffen for blufærdighedskrænkelser, anden kønslig omgang end samleje og besiddelse og udbredelse af børnepornografi.
Ifølge anklageskriftet stod han tiltalt for en række forhold af pædofili begået mod tre piger fra 2006 til 2012, mens pigerne var henholdsvis to år og seks til 12 år.
Den tiltalte var nære venner med børnenes mødre, nød deres fulde tillid og blev derfor betroet at være alene med børnene.
Ifølge tiltalen tog han i 2006 utugtige fotos af en 10-årig pige.
Han stod også anklaget for samme år og året efter at have krænket en anden piges blufærdighed flere gange, have anden kønslig omgang end samleje med hende og taget utugtige fotos af pigen, som dengang var seks og syv år.
På et ukendt tidspunkt, hvor den samme pige var mellem seks og 10 år, blev han tiltalt for at krænke hendes blufærdighed igen og tage flere utugtige fotos af hende. Da hun var ni år gammel udsatte han hende igen for anden kønslig omgang end samleje.
I 2010 optog han utugtige fotos af en tredje pige, som dengang var to år gammel.
Den 29-årige var desuden anklaget for at besidde og udbrede ca. 4000 billeder og 1559 filmklip med børnepornografi. Heraf var 196 fotos og 78 filmklip kategoriseret som særligt grove seksuelle krænkelser.
I 2012 fik den 29-årige et halvt års fængsel for at besidde og udbrede cirka 47.000 fotos og 4000 film med børnepornografiske optagelser efter en international børnepornoaktion.
Opfølgende efterforskning rejste mistanke om, at han selv havde taget fotos af børn, mens han krænkede dem seksuelt.
Det førte først politiet til den ene intetanende mor og hendes barn og siden til de to næste mødre og deres børn.
- Det er udelukkende takket være et stykke usædvanligt godt politiarbejde, at mandens grove overgreb blev opdaget, siger anklager Ditte Obel Skriver.
Retten frakendte ham retten til at arbejde med børn og forbød ham desuden at besøge eller have besøg af børn under 18 år uden politiets tilladelse.
Den 29-årige nægter sig skyldig og overvejer at anke dommen.
/ritzau/