Op mod 26.000 indbyggere i den livsvigtige havneby Hodeida i Yemen menes at være flygtet fra byen den seneste uge, hvor voldsomme kampe har stået på.
Det oplyser FN mandag ifølge nyhedsbureauet AP.
- Vi forventer, at antallet stiger, så længe fjendtlighederne fortsætter, udtaler Stephane Dujarric, der er talsmand for FN's generalsekretær, António Guterres.
I sidste uge udbrød der voldsomme kampe mellem styrker anført af sunnimuslimske Saudi-Arabien, der støtter Yemens regering i eksil, og de shiamuslimske houthi-oprørere, som støttes af Iran med blandt andet våben.
Mindst 280 mennesker har mistet livet under kampene.
Havnen i Hodeida er Yemens største og en livline for millioner af mennesker i landet. 22 millioner mennesker i Yemen har brug for humanitær hjælp. 80 procent af den nødhjælp, der kommer til landet, sejles til Hodeida.
Det er de iranskstøttede houthi-oprøreres eneste havn. Natten til lørdag dansk tid genvandt regeringsvenlige styrker dog kontrollen over havnen.
Røde Kors frygter for civilbefolkningen i Hodeida, efter offensiven mod havnebyen er blevet indledt.
- Det, vi ser i Yemen nu, er et angreb på livslinjen for helt afgørende forsyninger til civilbefolkningen, siger generalsekretæren for det norske Røde Kors, Bernt G. Apeland, ifølge det norske nyhedsbureau NTB.
- Konsekvenserne vil ramme mange og forværrer en allerede desperat situation.
FN's Sikkerhedsråd har opfordret til, at havnen i Hodeida holdes åben for mad og nødhjælp, mens kampene står på.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.