En 23-årig mand er tirsdag aften blevet anholdt og sigtet for at have dræbt en anden mand med kniv på Søborg Torv ved København.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi til Ekstra Bladet.
Politiet modtog anmeldelsen tirsdag formiddag klokken 10.34. Her var meldingen, at en livløs person var fundet i en opgang ved Søborg Torv.
Da politi og ambulance kort efter nåede frem til stedet, var det tydeligt, at der var tale om en mand ramt af knivstik.
Kort efter blev manden erklæret død.
- Selve knivstikkeriet er sket i en af opgangens lejligheder siger lederen af efterforskningen, politikommissær Ole Nielsen, til eb.dk.
Han vil tirsdag aften stadig ikke fortælle, hvad motivet til drabet kan være.
Politiet har dog tirsdagen igennem fortalt, at knivdrabet formentlig ikke har noget med konflikter i bande- eller rockermiljøet at gøre.
/ritzau/