I en rundkørsel i Ribe ligger en væltet lastbil fyldt med skinker. Lastbilen forulykkede mandag aften, da chaufføren mistede herredømmet. Siden har rundkørslen ved Haulundvej og Haderslevvej været spærret i den sydvestjyske by, skriver DR.
I forbindelse med ulykken er der lækket diesel fra den væltede lastbil. Det er Sydvestjysk Brandvæsen nu ved at fjerne.
– Der var en del diesel, da vi kom herud i aftes. Det render ned i den nærliggende afvandingsgrøft. Der har vi nu lagt flydespærring og et absorberende middel, som suger dieselen, men ikke vandet, siger beredskabsinspektør fra Sydvestjysk Brandvæsen, Thomas Laugesen til DR.
Han forventer dog ikke, at der er tale om alvorlig forurening.