En 21-årig mand blev tirsdag eftermiddag fløjet med helikopter til Rigshospitalet efter en knallertulykke på Sværdsholtevej i Stenlille på Sjælland.
Manden har fået alvorlige kvæstelser i hovedet og var i første omgang i livsfare efter ulykken, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Onsdag morgen er den 21-åriges tilstand stabil.
- Han skærer formentlig et sving og rammer så en modkørende bil og bliver slynget af knallerten, fortæller politiets vagtchef Anders Mikkelsen.
Ifølge vagtchefen var den unge mand, som stammer fra Dianalund, formentlig ikke iført styrthjelm ved ulykken.