Op mod 2000 mennesker frygtes omkommet i et stort mudderskred i en landsby i det nordøstlige Afghanistan, rapporterer flere medier.
- Vores redningshold har indtil nu fundet 150 lig i området, og de arbejder hårdt på at rede beboerne i landsbyen, siger Naveed Ferotan, der er talsmand for provinsguvernøren, til nyhedsbureauet dpa.
- Mindst 2100 mennesker frygtes dræbt, efter at mudderskreddet begravede landsbyen Ab-e-Barik i den nordlige provins Badakhshan, siger han.
Meldingerne om savnede er imidlertid ret usikre. Det skyldes angiveligt, at endnu et mudderskred har ramt området efter det første.
Ifølge CNN er omkring 600 mennesker fra nærliggende områder, som ilede til ulykkesstedet, selv blevet begravet, mens de gravede efter ofrene fra det første mudderskred.
Ifølge nyhedsbureauet AFP er mellem 350 og 400 huse samt store landområder blevet ødelagt af mudderskreddet, der blev udløst af omfattende regn i regionen.
- Mudderskreddet ødelagde næsten hele landsbyen i eftermiddags, sagde politichefen i Badakhshan-provinsen, Fazluddin Ayyar, tidligere fredag til nyhedsbureauet dpa
De første rapporter efter mudderskreddet lød på, at 250 mennesker var savnede, men det tal frygtes altså nu at være langt højere.
- Dødstallet er endnu ikke kendt, men det kan stige, når redningshold ankommer til stedet for at bjærge de døde, siger vice-provinsguvernøren i Badakhshan, Gul Mohammad Baidar, til nyhedsbureauet AFP.
- Vi har ikke yderligere oplysninger nu, da der er ringe kommunikationsforbindelser til den del af provinsen, siger han.
I sidste uge omkom omkring 100 mennesker, da store oversvømmelser ramte fire nordlige provinser i Afghanistan. Ifølge AFP blev 67.000 mennesker berørt af oversvømmelserne.
Afghanistans nordlige og centrale områder har i løbet af foråret været hærget af massive regnskyl.
/ritzau/