Det kommer bag på Odense Bys Museer, der er forpligtet til at føre tilsyn med kulturarven på Fyn, at Teknik- og Miljøudvalgets fem medlemmer i Nordfyns Kommune vil rive det 200 år gamle og bevaringsværdige Romsø-huset ned.
De fem lokalpolitikere følger således et ønske fra godset Hofmansgave om at rive huset fra 1818 ned og i stedet opføre et nyt hus i samme stil.
Det skriver Fyens Stiftstidende.
Beslutningen er i direkte modstrid med de anbefalinger, der er kommet fra Odense Bys Museer, borgere og kommunens egen administration.
For bare et år siden udarbejdede Nordfyns Kommune i samarbejde med Odense Bys Museer en kulturarvsstrategi, som indbefatter det kystområde i den nordvestlige ende af Odense Fjord, hvor godset Hofmansgave ligger kystnært.
I den forbindelse blev det 200 år gamle Romsø-huset udpeget som specielt bevaringsværdigt.
Museumsinspektør Ellen Warring har i 11 år har haft ansvaret for at holde øje med plan- og byggesager på Nordfyn. Hun kalder det spild af skattekroner ikke at følge kulturarvsstrategien og siger, at det er "helt ude i hampen":
- Det er første gang, jeg oplever, at et udvalg giver lov til at rive et bevaringsværdigt hus i den kategori ned.
Hun fortæller, at arkitekter mener, at huset sagtens kan renoveres, og at det indgår i et kulturmiljø med et lille informationscenter, der er opført for at oplyse lokale folk og turister om områdets historie.
- Det er synd og skam, at kulturarven skal lide sådan et tab, fordi Hofmansgave mener, at det er billigere at rive huset ned og forsøge at bygge noget i samme stil, siger Ellen Warring, og oplyser at Odense Bys Museer sender en klage til hele kommunalbestyrelsen, inklusiv borgmester Morten Andersen (V).
Det er muligt at komme med indsigelser frem til 8. november.