Folk med kamphunde kommer fra en anden planet end mig. På Pit Bull Planet uddøde logikken for længe siden sammen med hensynet til andre mennesker.
Før boede der kun en lille flok mænd med amagerflammer på deres steroide-støttede overarme. Nu vrimler planeten med små piger med amagersveller på deres solariebrune lændestykker.

Hvis nogen skulle være i tvivl, handler det om muskuløse hunde med skarpe tænder, der blandt andet gør dem velegnet til hundekampe. Muskelhunde er af uransagelige årsager blevet et kæmpe hit blandt teenagepiger.
Man skal have gode nerver, når man passerer en 60 kilo tung hund, der kommer trækkende ned ad gaden med sin 55 kilo tynde ejer. Den firbenede kampvogn har en muskulatur, der kunne gøre den til guvernør i Californien. Den tobenede ejer har arme med omkreds som en rulle mariekiks. Chancen for, at hun kan styre hunden, hvis den angriber, er lig nul.

Det mest skræmmende er imidlertid, at de små piger konsekvent lader til at have mistet forstanden, når samtalen falder på deres store hunde. "Jamen, Django er så sød. Den kunne aldrig finde på at gøre en flue fortræd med vilje. De eneste fire gange, den har bidt nogen, var jo, fordi den følte sig truet". Naturligvis har de da hørt om kamphunde, der har bidt små børn. Men det er ikke hundenes skyld. Det er ejernes skyld, fordi de ikke har trænet hundene til at undertrykke deres fremavlede aggression, lyder det.

"Fremavlet aggression?!" Alarmklokker burde kime med 200 decibel før anskaffelse. Sådan nogle argumenter er så dejlige, fordi de kan retfærdiggøre alting. Man kunne foreslå mennesker med muskelhunde at søge job som spindoctor for styret i Nordkorea.
Neeej, vores atombombe er skam ikke farlig. Vi har den, fordi vi synes, den er pæn. Og det er jo ikke atombombers skyld, hvis de slår nogen ihjel.

Læs også Per Thiemanns blog