Udlændinge får fremover flere penge på lommen i repatriering, hvis de vender hjem til fødelandet.
Det lægger regeringen op til i tirsdagens finanslovforslag.
Udlændinge vil få en større del af beløbet på 125.000 kroner ved udrejsen og skal ikke vente på hovedparten af pengene i et år, sådan som ordningen er skruet sammen nu.
Det har regeringen besluttet, oplyser socialminister Annette Vilhelmsen (SF) til ritzau.
Ordningen, som udløber ved nytår, gøres ligeledes permanent og desuden hæves den månedlige bistand i visse lande, hvor der er højere leveomkostninger - blandt andet i Tyrkiet.
- Ordningen skal gøres permanent. De udlændinge, som ønsker at vende hjem, kan gøre det med viden om, at de har økonomisk støtte på 125.000 kroner, som de kan få med det samme, siger Annette Vilhelmsen.
Samtidig vil regeringen sikre, at udlændinge orienteres ordentligt, før de beslutter at rejse hjem og dermed siger nej til danske sociale ydelser, forklarer socialministeren.
- Vi har lyttet meget til anbefalinger fra Dansk Flygtningehjælp om, at der skal være en meget kvalificeret afklaring for de udlændinge, som overvejer at rejse hjem, siger Annette Vilhelmsen.
I 2011 vendte 613 udlændinge hjem til fødelandet, men kun 476 benyttede sig af repatrieringsordningen i 2012. Langt flere udlændinge er vendt hjem, siden støtten i 2010 blev hævet væsentligt.
Det er især ældre tyrkere og vietnamesere, som vender hjem. Samtidig tager yngre irakere tilbage til Irak, forklarer socialministeren.
- Mange tyrkere kom hertil som gæstearbejdere og har arbejdet og betalt skat. Så de får en ydelse ved repatriering, siger Annette Vilhelmsen.
Udlændinge vil ikke miste bistanden, hvis de har en formue på under 50.000 kroner for enlige og 100.000 kroner for ægtefæller mod nu, hvor beløbene er henholdsvis 20.000 kroner og 40.000 kroner.
/ritzau/