I aften- og nattemørket har politiet arbejdet i et stort naturområde og på en adresse i Skævinge.
Betjente har sammen med politihunde ledt efter våben og narko, og ransagningen har båret frugt. I alt er der fundet 12 pistoler og en revolver samt tre kilo kokain, skriver Ekstra Bladet og sn.dk.
Efter fundet er en 41-årig mand fredag i et grundlovsforhør i Hillerød blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Sagen er blevet håndteret af politiets specialgruppe SEØ. Det er forkortelsen for Særlig Efterforskning Øst. Her arbejder efterforskere, analytikere, specialister og anklagere med tung, organiseret kriminalitet. Det drejer sig blandt andet om handel med narkotika, våben og mennesker.
På adressen Borupvej 48 troppede politiet op ved mørkets frembrud torsdag. Med assistance fra Beredskabsstyrelsen blev et større naturområde gennemsøgt. For at kunne se blev der brugt lyskanoner til at oplyse området.
Huset blev også afspærret.
- Der er tale om en korterevarende efterforskning, som har ført til, at vi har ransaget på adressen. Mere kan jeg ikke oplyse på nuværende tidspunkt, siger vicepolitikommissær fra SEØ ved Københavns Politi Mads Helios.
Politiet skal nu forsøge at klarlægge, hvor de mange våben stammer fra, og hvorfor de blev opbevaret i Skævinge.
I grundlovsforhøret sagde anklageren ifølge sn.dk, at politiet tror, at den 41-årige ikke var alene om de kriminelle forhold.
Retsmødet foregik bag lukkede døre, og mandens stilling til sigtelsen kendes derfor ikke.
/ritzau/