To mænd er tirsdag i Retten i Lyngby blevet kendt skyldige i det brutale kvælningsdrab på den 35-årige Lisa Maria Skjærbæk.
29-årige Mikkel Christian Jørgensen og 42-årige Thomas Leander Nielsen er begge blevet idømt 12 års fængsel.
På værelse 12 på herberget Overførstergården i Gentofte blev den 35-årige Lisa Skjærbæk kværket, til hun døde af iltmangel om aftenen 2. september sidste år eller i løbet af natten.
Derefter klippede gerningsmændene hendes fingre af med en beskærersaks og lagde liget i herbergets baghave, hvor den afdøde kvinde blev delvist dækket af grus.
Liget blev den 14. september fundet nøgen i herbergets baghave - delvist dækket af grus og havefliser.
Den 29-årige forklarede selv i retten, at det var den 42-årige medtiltalte, som kvalte Lisa og klippede fingrene af hende. Han hjalp angiveligt blot med at gøre rent og flytte liget.
Men nævningetinget afgjorde tirsdag, at begge mænd var skyldige i det bestialske drab.
/ritzau/