1081 på fransk hangarskib blev smittet med Covid-19

Over halvdelen af besætningen blev testet positiv med Covid-19. (Foto: Scanpix)

545 medlemmer af besætningen har symptomer, og 24 er indlagt.

Frankrigs forsvarsministerium siger, at ud af 2010 testede på hangarskibet "Charles de Gaulle" er 1081 bekræftet smittede med Covid-19. 545 medlemmer af besætningen har symptomer, og 24 er indlagt.

Hangarskibet lagde til i havnebyen Toulon søndag, efter at ministeriet havde beordret skibet hjem en uge før planlagt. Det skete, fordi omkring 40 personer om bord var syge og havde symptomer på coronavirus.

De mange hundrede søfolk, der ikke er indlagt på et hospital, er nu isoleret på deres flådebase.

Ved en lukket høring i Senatet har militæret fredag forsvaret håndteringen af krisen på hangarskibet.

Militæret har indledt en efterforskning af, hvordan smitten kom om bord på "Charles de Gaulle".

Hangarskibet og dets ledsagefartøjer var ved at afslutte en tre måneder lang mission, hvor konvojen både havde sejlet i den østlige del af Middelhavet, i Atlanterhavet og i Østersøen.

"Charles de Gaulle" sejlede fra Frankrig den 21. januar for at støtte fransk militærs operationer mod militante islamister i Syrien og Irak.

Der er særlig fokus på et havnebesøg i Brest i det vestlige Frankrig fra den 13. til den 16 marts. Frankrig reagerede på pandemien med en nedlukning af samfundet den 17. marts.

I Brest fik hangarskibets b esætning tilladelse til at mødes med deres familier og ingen blev undersøgt, da de vendte tilbage til skibet.

/ritzau/AFP

/ritzau/AFP