Målsætningen lyder ikke på medaljer for de to curlinghold, der skal deltage ved vinter-OL i Sochi. Men ambitionerne er stadig høje hos Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Lørdag udtog DIF de første 10 OL-atleter, som i februar næste år skal dyste ved legene i Rusland.
Og der var ingen overraskelser i trupperne hos hverken kvinde- eller herrelandsholdet i curling.
Spillerne på de to hold, som DIF's bestyrelse (Danmarks Olympiske Komite) har udtaget til OL, er identiske med spillerne, der sikrede den danske OL-kvalifikation ved VM i 2013, forklares det i en pressemeddelelse.
- Allerførst tillykke med OL-udtagelsen til alle 10 spillere - vi er meget glade for at have begge curlinghold på OL-holdet, siger Morten Rodtwitt, der er DIF's leder af det danske OL-hold, såkaldt chef de mission.
- DIF og Team Danmark er i tæt dialog med curlingforbundet for at skabe optimale betingelser for holdene både på og uden for banen, så de kan levere deres allerbedste på OL-isen, siger Rodtwitt.
Udtagelsen sker på baggrund af en indstilling fra Dansk Curling Forbund. Og OL-målsætningen for holdene er top-5 for herrerne og top-6 for kvinderne.
- Den sportslige OL-målsætning om at komme i top-5 for herrerne og top-6 for kvinderne skal især ses på baggrund af holdenes resultater ved VM i foråret.
- EM i Stavanger i slutningen af november kommer til at give yderligere et fingerpeg om holdenes form og resultatpotentiale ved OL, lyder det fra DIF-lederen.
De OL-udtagne spillere er:
Herrer: Rasmus Stjerne (skipper), Mikkel Adrup Poulsen, Johnny Frederiksen, Troels Harry, Lars Vilandt (reserve). James Dryburgh er træner.
Kvinder: Lene Nielsen (skipper), Helle Nordfred Simonsen, Jeanne Ellegaard, Maria Poulsen, Mette de Neergaard (reserve). Gert Larsen er træner.
Vinter-OL afvikles fra 7.-23. februar 2014. Curlingturneringen begynder mandag 10. februar.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.