Zlatan Ibrahimovic har det med at præstere ekstra flot i venskabskampe, og den svenske landsholdsangriber benyttede onsdag aften til at vise sin klasse med et hattrick i 4-2-sejren over Norge.
For under et år siden scorede Zlatan Ibrahimovic fire mål i en venskabskamp mod England, og dengang endte det også med en 4-2-sejr til Sverige.
Det var i samme kamp, at Zlatan Ibrahimovic scorede sit spektakulære saksespark til slutresultatet 4-2 i overtiden.
Onsdag aften var Zlatan Ibrahimovic på spil igen, og PSG-stjernen sørgede for en hurtig 1-0-føring til Sverige efter blot to minutter, og inden den halve time var gået, havde han også fordoblet føringen.
Det var i første omgang ikke nok til en svensk sejr over Norge, som kom overraskende flot tilbage i kampen.
Den norske stjerneangriber Mohammed Abdellaoue fik reduceret til 1-2 efter 38 minutter, og Stefan Johansen bragte balance i regnskabet fem minutter senere, så holdene kunne gå til pause ved stillingen 2-2.
Zlatan Ibrahimovic fortsatte dog målshowet med yderligere et mål efter 57 minutter, og et kvarter før tid scorede Anders Svensson til 4-2, så var den svenske sejr ikke længere i fare.
FC København-spilleren Pierre Bengtsson blev skiftet ind to minutter efter pausen for Sverige, som havde FCK-keeperen Johan Wiland på bænken i hele kampen.
OB-backen Espen Ruud fik det sidste kvarter for Norge, som desuden havde den tidligere FCK-spiller Brede Hangeland i midterforsvaret i hele kampen.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.