Würtz og Thomsen starter inde for AaB i Zagreb

Sport
Rasmus Würtz starter inde for AaB i Kroatien. (Foto: Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO)

AaB har flere af holdets største profiler med fra start, når holdet skal forsøge at slå Dinamo Zagreb.

De danske mestre fra AaB stiller op med flere af holdets største profiler i startopstillingen, når nordjyderne klokken 20.45 går på banen mod Dinamo Zagreb.

Midtbanestyrmanden Rasmus Würtz og den driblestærke kantspiller Nicolaj Thomsen er modsat det første opgør i Aalborg med fra start, hvilket må øge AaB's chancer for at gå videre til playoff-runden i Champions League-kvalifikationen.

Ligesom for en uge siden indtager den forholdsvist uprøvede Jakob Blåbjerg positionen som venstre back hos AaB i stedet for Jakob Ahlmann, der er på vej tilbage efter en skade.

De kroatiske mestre vandt i sidste uge 1-0 i Aalborg, og derfor kræver det et nordjysk comeback, hvis holdet skal avancere.

AaB's startopstilling (4-4-2) ser ud som følger: Nicolai Larsen - Patrick Kristensen, Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Jakob Blåbjerg - Mathias Wichmann, Rasmus Würtz, Kasper Risgård, Nicolaj Thomsen - Anders K. Jacobsen, Lukas Spalvis.

/ritzau/