Team Sky-kaptajnen Bradley Wiggins leverede et fremragende comeback på lørdagens enkeltstart i Giro d'Italia.
Wiggins måtte nøjes med andenpladsen efter vinderen Alex Dowsett (Movistar), men 8. etape endte alligevel som en lille triumf for sidste års Tour de France-vinder.
Bradley Wiggins var nemlig i gang med at levere en ny skuffelse i det italienske etapeløb, hvor han efter de første 26 af 54,8 kilometer var langt efter flere af de øvrige klassementsfavoritter.
Vincenzo Nibali (Astana) var nøjagtig et minut hurtigere end Wiggins, mens Cadel Evans (BMC) var et halvt minut hurtigere.
Men på den sidste halvdel af etapen fik Team Sky-kaptajnen fundet det helt rette tråd og endte med at slutte 11 sekunder foran Nibali og 29 sekunder foran Evans.
Dermed kan Bradley Wiggins gøre sig et håb om, at han ikke har udspillet sin rolle i kampen om den samlede sejr.
Wiggins' landsmand Alex Dowsett (Movistar) var ude på asfalten langt tidligere end klassementsfavoritterne, og det stod hurtigt klart, at englænderen havde kørt en super tid på de italienske landeveje.
Lørdagen endte som en stor triumt for Dowsett, der tilbagelagde de 54,8 kuperede kilometer på 1,16.27 timer.
Vincenzo Nibali overtager førertrøjen fra Benat Intxausti (Movistar). Wiggins er 1,16 minutter efter på fjerdepladsen i det samlede klassement. Cadel Evans har på andenpladsen 29 sekunder op til Nibali.
/ritzau/