Gps er et godt og nyttigt redskab, når man skal finde rundt i ukendte områder. Men det er ikke altid en god idé at følge den satellitbaserede navigations anvisninger slavisk.
Det måtte en 71-årig kvinde sande, da hun fredag eftermiddag i sin VW Up blev dirigeret ind på Grønholt Station ved Fredensborg i Nordsjælland.
Ifølge hjemmesiden danskejernbaner.dk er Grønholt Station et trinbræt på Lille Nord-banen, der løber mellem Hillerød og Helsingør. Fotos fra stationen viser en grusvej, der går langs jernbanen.
- Hun får at vide af sin gps, at hun skal dreje til højre og til højre igen. Det fører hende ind på stationen, hvor hun kører ud over perronkanten med venstre forhjul, fortæller Rolf Hoffmann, der er vagtchef ved Nordsjællands Politi.
Efter uheldet måtte togene på lokalbanen standses, indtil bilen var fjernet fra perronen.
- Bilisten er naturligvis meget chokeret, men er ikke kommet fysisk til skade, siger vagtchefen.
Hun kan dog se frem til en sigtelse for overtrædelse af færdselsloven.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.