Vi gør løgn til virkelighed

? Vores hukommelse er let at manipulere. Og gamle minder kan let være opdigtede af os selv eller andre

Hvem husker ikke lærer Andersen stå og fryse ude på altanen i Matador?

Ingen, hvis vores hukommelse var sandfærdig. Scenen er nemlig aldrig blevet vist, men mange mener, at de tydeligt kan få billederne frem på nethinden. Vores underbevidsthed spiller os et puds og danner selv falske erindringer.
»Det sker, fordi vores hukommelse er meget aktiv og ikke bevarer fortiden som en videofilm, men bearbejder den på en meget kreativ måde, så den bliver påvirket af det, vi senere får fortalt,« siger Thomas Nielsen, lektor ved Psykologisk Institut på Århus Universitet.

Ved forsøg har man blandt andet spurgt folk, om de kunne huske billederne af et fly, der styrtede ind i et hus. Over halvdelen af forsøgspersonerne svarede ja, selvom der aldrig har eksisteret sådan en optagelse.

Den hvide jul står også skarpt, når mange taler om »gamle dage«. Men lykkelige barndomsminder kan være fri fantasi.
»Mennesket kan være forbløffende idylliserende i forhold til deres barndom, for det tjener et formål at tro, at alting var så godt, alle holdt af dem, og de var så dygtige. Det kaldes en livsløgn. Hvis man selv pynter på en historie, kan pynten blive noget, vi tror, vi kan huske,« siger Thomas Nielsen.

Alene ved at forestille sig en hændelse, vil hjernen lave det om til et minde.
Løgnen er derfor et sikkert middel til at opbygge en hukommelse fuld af spændende oplevelser og nostalgiske tilbageblik, forklarer Thomas Nielsen.
»Forskere har vist en gruppe en videofilm om et røveri og bedt folk om bevidst at lyve om røverens udseende eller selv opdigte en løgn. De løgne, de selv havde fundet på, genfortalte de senere og troede på dem. Det viser, at det ikke kun er andre, der kan påvirke vores underbevidsthed.«

Oftest er det gentagelser, der skaber de falske erindringer. Hvis man to gange får at vide, at noget er hændt, vil nogle tro, de kan huske det lyslevende. I et forsøg har personer for eksempel fået at vide af deres forældre, at der er sket noget til deres femårs fødselsdag.

Næste gang personerne bliver spurgt om dagen, kan de huske det opdigtede.
»De falske erindringer er forbløffende langvarige. Når man danner dem, varer de lige så lang tid som de rigtige. Det er en stor usikkerhedsfaktor for vores hukommelse, at vi ikke kan skelne skidt og kanel, når det kommer til stykket,« siger Thomas Nielsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.