Det er hverken finanskrisen, Lehman Brothers krak eller Finanstilsynet, der er skyld i de økonomiske problemer i Vestjysk Bank.
Årsagen skal udelukkende findes i dårlig ledelse, lyder det fra bestyrelsesformanden for Vestjysk Bank, Carsten Andersen.
- Det er ledelsens skyld, som skal tænke og træffe beslutninger. Der var ikke meget ledelse i Vestjysk Bank. I mit hoved hedder det dårlig ledelse. Det var selvforskyldt, siger han tirsdag på et pressemøde.
Vestjysk Bank har efter en ny gennemgang af bankens lånebog nedskrevet udlån med yderligere 600 millioner kroner. Dermed kommer årets nedskrivninger og hensættelser til tab op på over en milliard kroner i år.
Som konsekvens har bankens bestyrelse fyret den administrerende direktør Frank Kristensen, der er stoppet med øjeblikkelig virkning - men med et gyldent håndtryk på 10,3 millioner kroner.
Carsten Andersen siger, at der ifølge jurister ingen vej var uden om de mange millioner til eksdirektøren.
- Det er et skidt signal, at han skal have 10,3 millioner kroner for at køre en bank ud over skrænten, siger Carsten Andersen.
Også vicedirektør Flemming Gade Nielsen har fået en fyreseddel. Han har gennem en årrække haft ansvaret for kreditområdet.
- Min forklaring er, at nogen havde travlt med at vokse. Denne bank er ikke født med den udlånsstruktur, som vi har i dag - selv når det gælder landbrug. Enhver direktion har ansvaret for lånebogen, siger Carsten Andersen.
Han henviser til, at banken har forsøgt at udvide i blandt andet København og Hamburg med alt for risikable udlån.
Carsten Andersen understreger, at situationen er dramatisk. Han er dog alligevel optimist - omend forsigtig - i forhold til næste års bruttoindtjening.
- Det overblik, der førte til nedjusteringen, fik jeg først for en uge siden. Hvorfor? Dårlig ledelse, dårlig kreditkultur. Først for en uge siden gik det op for bestyrelsen, hvor galt det er. Og derfor er man forsigtig med tal, siger han.
Men han vurderer dog, at banken næste år kan få en indtjening på omkring 500 millioner kroner.