For den nette sum af én euro - eller hvad der svarer til syv kroner og 46 øre ved onsdagens vekselkurs - har den tyske industrigruppe VTC Partners købt to maskinfabrikker og fire støberier fra den danske vindmølleproducent Vestas.
Det fortæller Vestas i en fondsbørsmeddelelse.
Med i handlen følger omkring 1000 ansatte i Norge, Sverige, Tyskland, Kina og Danmark. Det er uvist, hvor mange af arbejdspladserne, der ligger i Danmark.
Med i handlen følger dog en såkaldt earn out-aftale, som potentielt kan skaffe Vestas et beløb på op til 25 millioner euro. Samtidig vil selskabet spare omkring 30 millioner euro i løbet af de næste to år som følge af frasalget.
Vestas-analytiker i Sydbank, Jacob Pedersen, siger til Ritzau Finans, at han trods den lave pris godt kan se fornuften i at skille sig af med fabrikkerne.
- Jeg ser selvfølgelig positivt på det, selvom prisen godt kunne have været bedre. Men for mig er det vigtigere, at Vestas fortsætter med at eksekvere den strategi, der er lagt, og skaber et slankere Vestas. Det er også det, der skal sikre, at selskabet kan tjene penge fremadrettet, siger analytikeren.
Jacob Pedersen tvivler dog på, at Vestas er undervejs med flere frasalg.
- Jeg tror, at Vestas når langt med det her også i forhold til nedbringelsen af medarbejderantallet. Nu får man 1000 færre ansatte, og selskabet bevæger sig dermed hastigt ned imod det mål, der er sat. Om der kommer enkelte ting, vil jeg ikke helt udelukke, men det her er de vigtige dele af frasalgene, lyder det.
Vestas vil på grund af salget foretage en nedskrivning på omkring 50 millioner euro, som vil blive inkluderet i selskabets regnskab for tredje kvartal.
/ritzau/