Måske var det en sidste hilsen fra moderen, da en kvinde fra Varde-egnen vandt en gedigen gevinst på et skrabelod.
Vinderen fortæller, at hendes mor på 99 år netop var død efter at have været syg på grund af et fald.
Vinderen passede og plejede sammen med hjemmeplejen sin mor i den sidste tid, til hun sov fredfyldt ind.
- Min mor var lidt af en spillefugl, og da hun så dør, køber jeg dagen efter et skrabelod. Jeg havde et andet med en gevinst på 75 kroner, og jeg går så i supermarkedet og køber et nyt, fortæller den anonyme vinder til Danske Spil.
Kvinden skrabede ikke loddet med det samme, men lagde det på et bord.
Næste dag tog hun sig tid til skraberiet og frem dukkede en gevinst på intet mindre end 9.000 kroner om måneden i ni år. Eller i alt 972.000 kroner.
- Da jeg ser, at der er gevinst på loddet, så er min første tanke, at det er en hilsen fra min mor. Jeg er sikker på, at det er en tak for alt det, jeg har gjort for hende, siger vinderen og fortæller, at hun og hendes mand er meget glade og taknemmelige.
Pengene, som hun altså måske ikke vandt ved en tilfældighed, kommer ikke til at forandre tilværelsen, men det bliver nok til en ny komfortabel og sikker bil og så lidt rejser og samvær med familie og venner.