Beboerforeninger, flere jurister og oppositionspolitikere har kritiseret et udspil fra regeringen, der lægger op til dobbelt straf for visse typer af kriminalitet i ghettoer.
Kritikken lyder blandt andet, at straf ikke bør være et spørgsmål om postnummer.
Men det er ifølge retsordfører Preben Bang Henriksen (V) heller ikke det, udspillet lægger op til.
- Det er en fordrejning at lægge det sådan ud. Man straffes akkurat lige hårdt, om man bor i Skagen, Gedser eller Tingbjerg. Man straffes hårdere, hvis den kriminalitet, man begår, er udøvet i en af de zoner, der udpeges, siger han.
Om udspillet til strafzoner indirekte vil ramme beboere med adresse i ghettoområder hårdere, vil retsordføreren lade andre om at vurdere.
- Det vil ramme folk, der begår kriminalitet i disse områder. Så må andre folk gøre deres konklusioner, siger han.
Preben Bang Henriksen opfordrer til at se forslaget om dobbelt straf som en "lille brik i et større ghettoudspil".
Han mener, at det kan sammenlignes med visitationszonerne, som giver politiet ret til at visitere folk i visse områder uden grund.
- Man er sandelig lige for loven. Det er nogle zoner, hvor konsekvenserne bliver hårdere, fordi der er mere kriminalitet, siger retsordføreren.
- Det svarer nøjagtigt til visitationszoner. Der hvor jeg befinder mig i dag, der kan politiet ikke stoppe mig, medmindre de har mig mistænkt for et eller andet. Inden for en visitationszone, der gælder andre regler.
Politiet vil i hvert enkelt tilfælde skulle foretage en vurdering af, om der skal oprettes en strafzone på baggrund af særlig kriminalitet eller utryghedsskabende adfærd, forklarer ordføreren.
Det grundlæggende formål med loven er ifølge Preben Bang Henriksen at gøre områderne "mere tålelige for ressourcestærke og ordentlige personer og mindre tålelige for personer, der ikke er ordentlige".
Kan det ikke have den præcist modsatte effekt, nemlig at man medvirker til yderligere at stemple disse områder?
- Hvis vi intet foretog os og lukkede øjnene, så tingene bare fik lov at udvikle sig, så ville områderne få lige netop det stempel, hvor ressourcestærke personer ikke ville have lyst til at være der, siger ordføreren.
- Jeg synes, at vi ser problemerne i øjnene og anerkender, at her er nogle problemområder, og der sætter vi mere politi ind og skærper reglerne.
Det samlede ghettoudspil ventes at blive præsenteret i løbet af denne uge.
/ritzau/