I 16 måneder sad Jeppe Storm uskyldig fænslet i en narkosag om indsmugling og salg af kokain. Som om det ikke var nok, så har han nu også mistet sine dagpenge, skriver bt.dk.
Sammen med to andre blev han dømt til årelange straffe ved byretten, men ved Vestre Landsret blev han senere frikendt.
I afklaringsforløb ved anholdelsen
Den uberettigede varetægtsfængsling har udløst en erstatning på 372.500 kroner til Jeppe Storm, men det er en ringe trøst for ham. Efter han er kommet ud har han nemlig mistet sine dagpenge.
"Det er faktisk først nu, efter at jeg er kommet ud, at det rigtig har ramt mig, for jeg var ved min anholdelse i et afklaringsforløb til fleksjob som socialpædagog. Der er jeg nu bombet helt tilbage og sat ud af spillet, fordi jeg ikke kan dokumentere et løntab. Og ifølge kommunen kan jeg ikke få sygedagpenge, fordi jeg ikke har haft tilknytning til arbejdsmarkedet i det sidste halve år," siger Jeppe Storm til bt.dk.
Erstatningen er en hån
I fængslet fik han at vide, at tingene var sat på stadby, indtil han kom ud, men alligevel har han altså tabt på fængslingen.
"Nu er der intet. De myndigheder, som jeg har talt med, spæner i hver sin retning. Jeg er forarget over, at jeg over for kommunen bliver straffet for, at politiet uberettiget har spærret mig inde. Og erstatningen på de 372.500 kr. opfatter jeg som en hån. Det står slet ikke mål med konsekvenserne," siger Jeppe Storm.
Sammen med en advokat forsøger han at få erstatningen forøget.
Kilde: bt.dk