USA's forsvarsminister, Mark Esper, advarer Tyrkiet mod "ensidigt" at igangsætte en offensiv mod en kurdiske milits i det nordlige Syrien.
Det vil være "uacceptabelt", siger han, to dage efter at præsident Recep Tayyip Erdogan svor at igangsætte en offensiv øst for Eufrat mod militsen YPG.
- Det er klart, at vi opfatter enhver ensidig handling mod dem som uacceptabel, siger Esper under et besøg i Japans hovedstad, Tokyo.
YPG har under den syriske borgerkrig været støttet af USA. Militsen har medvirket til at nedkæmpe Islamisk Stat i Syrien.
- Det, vi forsøger at gøre nu, er sammen med dem (Tyrkiet, red.) at udarbejde en ordning, som tager højde for deres bekymringer, og det er mit håb, at vi når dertil. Det, som vi forsøger, er at forhindre en ensidig intervention, påpeger Esper.
Erdogan sagde søndag, at Tyrkiet har mistet tålmodigheden med den kurdiske milits. YPG beskyldes for at være i ledtog med den forbudte milits PKK i Tyrkiet.
Tyrkiet er tidligere trængt ind i det nordlige Syrien vest for Eufrat for at trænge kurdiske styrker tilbage.
- Så længe beskydningen for at genere os fortsætter, så vil vi ikke forholde os tavse, sagde Erdogan.
Tyrkiet, der er medlem af Nato, er i forvejen ikke i kridthuset hos de øvrige allierede. Årsagen er, at den tyrkiske regering har købt og modtaget et avanceret luftværnssystem denne sommer fra Rusland.
Det har skabt kølig luft i forhold til USA, der har smidt Tyrkiet ud af samarbejdet om at udvikle og erhverve det nye kampfly F-35.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP