Skulle USA's fodboldkvinder løbe med det hele ved VM i Frankrig, kan de godt begynde at forberede sig på et besøg i Repræsentanternes Hus. Og måske endda også, hvis det skulle glippe.
I hvert fald har anføreren for holdet, Megan Rapinoe, takket ja til en invitation fra det højtstående demokratiske medlem Alexandria Ocasio-Cortez.
Ocasio-Cortez, der sidste år blev den yngste kvinde nogensinde valgt til USA's Kongres med en plads i Repræsentanternes Hus, inviterede Rapinoe og de øvrige fodboldkvinder på Twitter.
- Det er måske ikke Det Hvide Hus, men vi vil med glæde modtage Rapinoe og hele det amerikanske hold til en rundtur i Repræsentanternes Hus, når som helst de har lyst, skrev hun.
Til det skulle anføreren ikke bruge meget betænkningstid.
- Betragt det som en aftale, svarede Rapinoe.
Invitationen kom, efter at Rapinoe offentligt havde afvist et potentielt besøg hos USA's præsident, Donald Trump, i Det Hvide Hus.
Det udtalte hun i en video til fodboldmagasinet 8by8mag.com, hvor hun også i hårde vendinger gjorde det klart, at hun heller ikke anser det for sandsynligt, at fodboldkvinderne fra USA overhovedet bliver inviteret.
Den 33-årige fodboldkvinde blev citeret for "I'm not going to the fucking White House", og hun svarer i en artikel "No fuckin way" på spørgsmålet om, hvorvidt hun troede, at holdet bliver inviteret.
Tirsdag tog Donald Trump afstand fra anførerens udtalelse til mediet The Hill, og onsdag uddybede Trump på Twitter.
- Vi har ikke inviteret Megan eller holdet endnu, men jeg inviterer holdet nu, uanset om det vinder eller taber.
- Megan burde ikke udvise disrespekt for vores land, Det Hvide Hus eller vores flag, efter alt hvad der er gjort for hende og holdet. Vær stolt af det flag, du bærer. USA gør det fantastisk, skrev Trump.
Megan Rapinoe har været en stor profil for det amerikanske landshold indtil videre ved VM i Frankrig.
De forsvarende verdensmestre fra USA spillede sig fredag i semifinalen med en sejr på 2-1-sejr over Frankrig. Rapinoe scorede begge USA's mål.
/ritzau/