Drømmer du om arbejde med store baller, bonede gulve og kronede hoveder, så er chancen her måske nu. I hvert fald hvis du er god til at dække bord.
Kongehuset har nemlig opslået en temmelig usædvanlig stilling med den mundrette titel ”Taffeldækkerassistent”. Jobbet går i al sin enkelhed ud på at dække de kongelige borde – både til hverdag og fest – naturligvis i samarbejde med den officielle Taffeldækker.
Jobbet er med skiftende arbejdstider og følger dronningen rundt. Hvad anten hun opholder sig på Amalienborg, Fredensborg Marselisborg eller Gråsten?
Men hvad kræver det så, at bliver taffeldækkerassistent? Jo, du skal selvfølgelig have erfaring fra servicebranchen. Og så skal du have en udpræget ordenssans, så bestikket ligger lige som trukket efter en lineal. Du skal også minimum beherske engelsk i tale – og skal naturligvis klare en sikkerhedsgodkendelse. Men så står alle døre også åbne.
Nu tænker du måske, ”det er lige noget for mig”. Og så er det jo bare med at få forfattet en ansøgning – jobopslaget finder du lige her.