Flere end 100.000 unge under 30 år har ét eller flere forbrugslån.
Det viser beregninger, som Nordea har foretaget for metroxpress. Gælden overstiger samlet fire milliarder kroner.
Mange har styr på deres lån og afbetaling, men en hel del har også svært ved at overskue deres økonomiske situation, skriver avisen.
Hos onlinerådgivningen Ungøkonomi.dk oplever de frivillige rådgivere en klar tendens, når det kommer til, hvilke økonomiske problemer unge søger hjælp til.
- Det er oftest unge, der gerne vil have hjælp til at få overblik over mange små lån hos mange forskellige kreditorer. Oftest er det hurtige kviklån, der har grebet om sig, siger June Crondahl til metroxpress.
Hun er udviklingskonsulent hos KFUM's sociale arbejde, som står bag onlinerådgivningen.
June Crondahl forklarer, at de unge, der søger hjælp, sjældent skylder mere end 150.000 kroner væk, men at de mange forskellige kreditorer gør det uoverskueligt for de unge.
Det kommer ikke bag på Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom hos Nordea, at de hurtige lån kan være svære at overskue.
- Dem, der vælger et kviklån, er lidt for hurtige på aftrækkeren. De "spilder ikke tiden" med at sætte sig ind i, hvad det koster at låne pengene, selv om disse lån har meget høje renter, siger hun til metroxpress.
- Mange tænker ikke over det, fordi disse lån typisk har en meget kort løbetid, inden de skal betales tilbage, tilføjer Ann Lehmann Erichsen.
I alt har cirka 108.550 unge mellem 18 og 29 år et forbrugslån. De skylder samlet set 4,2 milliarder kroner, skriver metroxpress.
/ritzau/